De gider kun at kneppe med dem som de også tror er rige
Digitale Medier: Formidling og Design
Forfattere: Morten Elbech Sørensen & Jesper Grenaa Eilertsen
Analyse af kortfilm
Om filmen
- Titel: ”De gider kun at kneppe med dem som de også tror er rige”
- Genre
o Kalder sig Psykodokumentar
o Semantisk definition: Kunstfilm
- Længde: 4:21 min.
- Dansk tale
- Instruktør: Ole Bak Jacobsen, Århus
- Produktionsår: 2004
- Kan ses på: http://www.flattv.dk/danskvideo.htm
- Materialedefinition
o Setting: Realrum, rå dokumentarstil
o Lys: Naturligt lys
o Character behaviour: Grimasser i nærbillede, vrede
Billedsiden
- Tiltede vinkler
- Abrupt krydsklipning
- Rå, upolerede billeder
- Aften/nattebilleder
- Forhåndenværende lys
- Lejlighedsvis brug af slowmotion
- Håndholdt kamera
- Lejlighedsvis illustrerer billedsiden lydsiden direkte:
o ”klapper hinanden på skulderen”
o ”fyldes med sperm og penge”
- Lejlighedsvis brug af opskruet tempo
- Primært filmet fra fortællerens synsvinkel
o Dog suppleret med nærbilleder af fortællerens ansigt
- Rundturen ned af betontrappen
o Understreger det monotone i monologen, den endeløse tankestrøm
- Rystet kamera
o Understreger disharmonien og rastløsheden
- Perspektiv
o Vidvinkel/normal (trappe, nat), nærbillede (fortæller), stills
Lydsiden
- Primært reallyd
- Instruktørens monolog
- Lyrisk fortælling
- Tydelig udtale
- Agiteret
- Ingen brug af musik
- Lejlighedsvis brug af opskruet tempo
Klipning
- Lange sekvenser understreger det monotone i monologen
- Korte sekvenser underbygger effektfuldt (med symboler) passager i monologen, fx ”hævn, hævn hævn”
- De lange trappesekvenser gentages. Dette forstærker igen effekten af monotoni og tristesse.
- Klip til nærbillede af fortælleren, som fremsiger rabiate udsagn, for det udtalte til at fremstå endnu mere markeret
- Fast-forward ell. Fast-backward i sidste klip
Stemning i filmen
- Dyster
- Misantropisk
- Disharmonisk
- Vredladen
- Fordømmende
- Misundelig
- Bitter
- Tænderskærende
Fortæller
Fortællerrolle
- Diegetic narrator
- Den indre stemme, monologen. Bliver til sidst kværnende i et opskruet tempo.. tankemylder.. alt det, der stadig er at sige, men som minder om det, der allerede er sagt, og som derfor kan spoles hen over.. det vrede udtryk er det primære.
Fortællersynsvinkel
- Deep focalization
Fortælleform
- Cirkulær, lyrisk, ”Den alternative narrative”
Temaer i filmen
- Sociale klasseskel:
o Rig/fattig
- Dem mod os
- Hævnlyst
Brud med berettermodellen
- Filmen slutter i klimaks
Analyse
Formelt fungerer samspillet mellem det rå billedsprog og fortællerens usødede monolog fint. Hverken ord eller billeder er pyntet unødigt, og begge søger glimtvis at chokere beskueren. Idyl og balance skal man lede længe efter i de evigt tiltende billeder og fortællerens agiterede (om end tydeligt indstuderede) monolog. De famlende og svimle billeder af fortællerens rastløse nattevandring og tilsyneladende uendelige tur ned gennem trappeopgangen illustrerer glimrende budskabet om, at hvis tingene ikke går skævt, så går de ned ad bakke.
Alt i alt går verbal- og billedsprog så godt hånd i hånd, at man kunne overveje, om man med fordel ville kunne have vundet gennemslagskraft ved stedvis at overraske ved at kombinere den mørke, negative monolog med lyse, idylliske billeder. Denne kontrast ville muligvis fremhæve fortællerens harme yderligere.
Filmen kan ses på flere måder, fx som en opfordring til oprør og/eller som et portræt af en indre psykologisk tilstand. Filmen lægger op til subjektiv fortolkning. Man tvinges, som beskuer, til at tage stilling, hvilket har givet stof til følgende uakademiske overvejelser…
Som opfordring til modstand er det, så længe målet for fortællerens harme udelukkende defineres på baggrund af stribevis af fordomme om en given samfundsgruppe, og aldrig tilnærmelsesvis rettes mod enkeltindivider, selv som fattig studerende, svært at bakke op om denne appel til blind social revolte. Hvis budskabet er socialt oprør, oplever vi, at filmens effekt ikke hæver sig op over et tilfældigt galdeudslip fra en indebrændt S-togspassager.
Som sindbillede er filmens formål måske at få sagt noget højt, som mange går og tænker for sig selv. Det kan også have en terapeutisk værdi for kunstneren at bevidstgøre en indre proces.
Den afsluttende sekvens, hvor fortælleren i opskruet og uforståeligt tempo harcelerer videre, kan ses som en selvironisk, selverkendende understregning af, at man kan brokke sig, til man bliver blå i hovedet, at alle tankerne bare er tanker og ikke fører til andet end et evigt kværnende tankemylder. Sekvensen, som bryder med berettermodellen, idet den slutter i klimaks, peger både tilbage og frem, idet man ikke kan sige med sikkerhed, om der spoles frem eller tilbage. Dette understreger det monotone og endeløse.
0 Comments:
Legg inn en kommentar
<< Home