onsdag, oktober 25, 2006

”Den virkelige verden”

Det har været en udbredt myte, at storforbrugere af internettet forsvinder ind i et andet univers, fortaber sig i nørderier og mister kontakten til ”den virkelige verden” og hverken har tid eller lyst til god, gammeldags, ”akustisk” face-to-face kommunikation. Denne myte er blevet gennemhullet af adskillige undersøgelser, og jeg vil i mit essay kaste lys over nogle af de resultater, man er nået frem til. Jeg synes, det er interessant, for det er et meget åbent område med muligheder for yderligere research; særligt i denne periode, hvor vi er vidne til et boom i antallet af mennesker, som socialiserer online.

Vi er ikke bundet til steder i samme grad som tidligere – i takt med bl.a. mobiltelefonien og det trådløse netværks fremkomst samt et generelt øget fokus på portabilitet; ”personen er blevet portalen”. Vi zapper hurtigt rundt i vores sociale netværk og ordner ting og opretholder sociale behov.

Flere undersøgelser peger på, at internetbrug ikke betyder mindre socialt engagement i den fysiske verden. Internettet er ikke den tids- og opmærksomhedstyv, som fjernsynet har ry for at være – man opgiver ikke fysiske sociale kontakter for at være på nettet. Én undersøgelse peger tværtimod på, at internettet øger individets sociale kapital. Man får en følelse af at høre til; man bliver socialt mere engageret. Nettet komplementerer blot telefonisk- og face-to-face kontakt. En anden undersøgelse understøtter dette synspunkt ved at fremføre argumenter for, at man har lettere ved at få venner, og ved at få hjælp og støtte, hvis man engagerer sig i fællesskaber og derved opnår en følelse af at høre til. Man opbygger social kapital i form af relationer med andre mennesker, hvilket øger fællesskabsfølelsen og giver grobund for følelsesmæssig støtte, venskaber eller andre relationer.

”Almindelige” internetbrugere (som fx blot checker mails, surfer og evt. shopper lidt) benytter tre gange så meget tid på at deltage i sociale arrangementer i den fysiske virkelighed, som ikke-brugere gør. Og de kommunikerer generelt mere end ikke-brugere. Men de bruger lidt mindre tid på personlig pleje, laver mindre husarbejde og sover mærkbart mindre. Kørt hårdt op og sat på spidsen med et gran salt kan man så diskutere, om man fx vil have en social, udadvendt humørbombe af en ægtefælle, der ikke går i bad, før gæsterne kommer, og ikke gider rydde op, når festen er slut J.

Internetbrug associeres med øget politisk engagement samt med øget online og offline social interaktion. E-mailkommunikation øger kontakt til venner og familie og skaber nye venskaber, og erfarne brugere med flere års interneterfaring har klart mere social kontakt end andre.

Dog påstår de få kritikere, at tid brugt online er en asocial aktivitet, som konkurrerer med, snarere end komplementerer, face-to-face social tid i den virkelige verden. ”Jo mere tid på nettet, jo mindre tid tilbragt med venner, familie og kolleger” lyder påstanden.

Jo mere almindeligt det bliver at bruge internettet og at kommunikere på den måde, jo flere almindelige mønstre viser sig mht. almen social interaktion, og jo mere kan man tale om, at den fysiske og den virtuelle verden er to sider af samme sag, der komplementerer, snarere end modarbejder, hinanden.

Webben, med dens sociale potentiale, griber altså ind i flere og flere menneskers daglige liv, og dette er en del af ”den virkelige verden” i dag.

Forslag til litteratur for en mere tilbundsgående information om emnet:

  1. Blanchard, Anita. Blogs as Virtual Communities: Identifying a Sense of Community. Lokaliseret den 25 oktober 2006 på World Wide Web: http://blog.lib.umn.edu/blogosphere/blogs_as_virtual.html
  2. Wellman, Barry & Haythornthwaite, Caroline. (2002). The Internet in Everyday Life. India: Blackwell Publishing Ltd.
  3. Shklovski, Irina, Kiesler, Sara & Kraut, Robert. (2003). The Internet and Social Interaction: A Meta-analysis and Critique of Studies, 1995-2003. Lokaliseret den 25 oktober 2006 på World Wide Web: http://www.cs.cmu.edu/~kraut/RKraut.site.files/articles/Shklovski04-InternetUseSocialRleationships-meta-analysis.pdf

1 Comments:

At 2:04 p.m., Blogger Lotte Klemens Thomhave said...

Er det muligt at du har et link til en pdf-udgave af jeres udmærkede bacheloropgave:
"Det detroniserede orakel". jeg nåede ikke at downloade den fra Biblnet, før det lukkede.

Mvh
Lotte Thomhave

Ps: Tak for linket til Anita Blanchards artikel.

 

Legg inn en kommentar

<< Home